Tvangsfiksering med bælte - også kaldet bæltefiksering - er en metode, som benyttes overfor cirka 2000 patienter årligt i psykiatrien. Patienten fastspændes til en seng med et bredt læderbælte, som låses med skruer.

Anvendelsen af bæltefiksering er reguleret af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien kapitel 5. Læs mere om lovens regler og omfanget af bæltefiksering her: tvangsfiksering  

Der er i Danmark siden 2004 arbejdet på at nedbringe anvendelsen af bæltefikseringer i psykiatrien. Blandt andet i form af 3-4 nationale gennembrudsprojekter.

Jesper Bak et al fik i 2011 publiceret en artikel med et peer review om de sygeplejefaglige muligheder for at forebygge anvendelsen bæltfiksering 

Danske Regioner formulerede i 2012 en målsætning om at nedbringe tvang, hvor bæltefiksering havde særlig fokus.

Regeringens psykiatriudvalg 2013 påpegede det som et problem at anvendelse af bæltefiksering ikke var reduceret i mange år.

I 2014 blev i gangsat et forsøgsprojekt med Bæltefri afdeling.

Peter C Gøtzsche 2015 skriver, at patienter oplever a truslen om bæltefiksering er blevet brugt til at overtale dem til at tage Antipsykotisk medicin (side 320)

Bæltefiksering kaldes på engelsk/amerikansk for Mechanical restraint. 

I England er det forbudt at bæltefiksere patienterne.

Historisk set er bæltefiksering set som et fremskridt fremfor at spærre patienter inde i lukkede rum (på engelsk kaldes Seclusion). Fx blev Sengeleje anset som "moderne psykiatrisk behandling" af urolige patienter i 1902, mens cellebehandling blev kritiseret.