Sengeleje er i følge Frederik Hallager 1902 "den moderne behandling af sindssygdom" på "Modtagelsesafdelinger":

"Sengelejets beroligende Indflydelse i det allerfleste Tilfælde af Sindssygdom har bevirket, at man kan have mange Patienter liggende på Fællesstue, som man tidligere maatte isolere i en celle...I Reglen mærker Patienterne selv hurtigt, at Sengelejet gør dem godt og viser ingen Utaalmodighed med at komme op, før Kræfterne og Tilstanden bedres, saa det ikke længere er nødvendigt at holde dem i Sengen."

Det fremgår af beskrivelsen, at behandlingen kan vare flere måneder. Overlægen anfører dog en ulempe ved behandlingen med sengeleje:

"Mere besvær har man ofte med at gøre Patientens Slægtninge begribeligt, at Sengeleje er den rigtige Behanding...og det er ikke så sjældent at Patientens paarørende finder Anledning til indtrængende at lægge Lægen på Hjerte, at den syge altid har befundet sig bedst ved at være oppe og i bevægelse."

I følge overlægen ligger der to "misforstaaelser" bag ved "Frygten for det langvarige Sengeleje", nemlig at uro skyldes overskydende kraft i stedet for nervesvækkelse og overtroen at "sengen tærer". Overlægen anfører at patienterne kun taber i vægt på grund af sygdommen, ikke på grund af behandlingen, og hans opfattelse støttes af at den ugentlige sengevejning viser, at mange patienter faktisk tager på. 

Sengelejebehandling blev stadig i 1937 omtalt som en

"Normal behandling ved alle depressive Tilstande, ligesom den også har fundet stadig mere udstrakt Anvendelse ved Sindssygdom af en hvilken som helst Art"

                              (Otto Beyerholm 1937, side 305)

Sengeleje kan ses som en afløser for indespærring og lænkning og som en forløber for Bæltefiksering