"Miljøterapi er det gennemtænkte arbejde, som udføres af en gruppe medarbejdere over for en gruppe patienter med det formål at at bidrage til, at patienterne får det bedre."

(Finn Skårderud og Bente Sommerfeldt 2013, side 21)

Regeringens psykiatriudvalg karakteriserer miljøterapi som en af de "andre behandlingsmetoder i psykiatrien":

"Miljøterapi er en behandlingsmodel, der bevidst tilstræber at organisere behandlingsmiljøet således, at det fremmer helingsprocessen og udviklingen hos patienten. Det indebærer, at man arbejder målrettet med de elementer i miljøet, der kan påvirke patienten. Relationer, såvel mellem fagprofessionelle og patienter samt imellem patienterne selv, er meget vigtige. De fysiske rammer, tilrettelæggelsen af hverdagen, aktiviteter i og uden for afsnittet indgår alle i det terapeutiske miljø. Patientmøder og gruppemøder på afsnittet, træning i sociale færdigheder, inddragelse af pårørende er alle elementer i tilrettelæggelse af et helende miljø. Patienter påvirkes såvel af de enkelte elementer, som af kulturen og etikken på afsnittet som helhed. I miljøterapi arbejder behandlingspersonalet bevidst med begge dele. Miljøet skal tilrettelægges således, at det forholder sig til de forskellige faser i patientens sygdom og helbredelse, samt forholder sig de forskellige behov patienter med forskellige diagnoser har. 

Miljøterapeutiske behandlingsformer udgør en betydningsfuld del af moderne psykiatrisk behandling, og flere har forsøgt at undersøge effekten af sådanne interventioner. Undersøgelser af denne art er imidlertid forbundet med metodiske vanskeligheder. Der er dog udbredt konsensus om, at miljøterapi er god klinisk praksis, og det anbefales, at miljøterapeutiske behandlingsformer anvendes som en integreret del af indlæggelsesforløbet."

(Regeringens psykiatriudvalg 2013, bilagsrapport 2, Søren Brostrøm et al 2013 side 166)

I følge http://www.denstoredanske.dk er miljøterapi en psykiatrisk behandlingsmetode, der søger at fremme muligheden for patienters udfoldelse af praktiske og sociale færdigheder i hjemmet eller under arbejdet ved at inddrage aktiviteter i behandlingsmiljøet med psykologiske eller pædagogiske begrundelser.

Miljøterapi opstod i midten af 1900-tallet. som en reaktion mod det traditionelle sygehusmiljøs tendens til passivisering af patienterne. Den praktiske udformning afhænger af målgruppen for aktiviteterne. Miljøterapi kan benyttes over for såvel voksne som børn. I sin enkleste form kan behandlingen bestå i oplæring i daglige, nødvendige færdigheder, fx påklædning, madlavning og vask. I såkaldte terapeutiske samfund anvendes en organisationsform, som indebærer, at patienter, behandlere og plejepersonale alle deltager på lige fod i alle en afdelings aktiviteter, fx indkøb, rengøring og planlægning af behandling.

Miljøterapi baseres på forskellige psykologiske teorier. Der skelnes mellem en psykoanalytisk og en indlæringspsykologisk eller pædagogisk form. I den førstnævnte lægges vægt på analyse og tolkning af interpersonelle processer i miljøet, fx reaktionen over for medpatienter og terapeuter, mens der i den sidstnævnte lægges vægt på indlæring af sociale færdigheder, fx ved at styrke selvfølelse og evnen til at udtrykke egne meninger i samvær med andre.

Bente Borg skriver i Kragerup og Sletterød 2011, at det at arbejde miljøterapeutisk betyder, at "personalet bevidst bruger de terapeutiske muligheder, der findes i miljøet." (side 45). Der findes mange definitioner og beskrivelser af miljøterapi, men noget af det centrale er, at omgivelser og aktiviteter tilrettelægges og udføres "så den sindslidende har mulighed for at komme sig, få pause fra belastninger, få indsigt i egen tilstand og opnå nye færdigheder i at mestre egen sygdom". (side 46)   

I lærebogen Niels Buus 2009 skriver Lisbeth Hybholt, at miljøterapi er en væsentlig del af den sygepleje, der tilbydes psykisk syge ved indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Og at det terapeutiske miljø består af de fysiske rammer, det sociale samvær og de planlagte aktiviteter. (side 281). Hybholt refererer bl.a. Gunderson for de fem miljøterapeutiske processer: beskyttelse, støtte, struktur, engagement og gyldiggørelse, og sammenhængen til GAF-skalaen. Hybholt nævner bl.a. skærmning, selvkontrolskemaer, angstdæmpende aktiviteter, ugeplaner, mestringsplaner, morgenmøder, morgengymnastik, fysiske grupper, husmøder, fredagskaffe og det ustrukturerede samvær som en del af miljøterapien. Hybholt refererer også til Kognitiv miljøterapi og psykodynamisk miljøterapi og har Thorgaard og Haga 2007 som en vigtig reference.

I følge Thorgaard og Haga 2007 dækker begrebet miljøterapi over en bred vifte af vidt forskellige teorier og behandlingsformer, som Gordon og Palmgren dog har fremdraget nogle fællestræk for i moderne miljøbehandling, som bl.a. handler om bevidst planlagt systematisk påvirkning af det ydre fysiske miljø, lokalernes indretning, omgangsformer og relationer, fordi disse faktorer vurderes at have udviklende og lægende potentiale. Humanistiske idealer og respekt for medmennesker. (se side 126ff)

I følge Schjødt og Heinskou 2007 er miljøterapi et begreb, der både bruges om helt konkrete aktiviteter, om en særlig behandlingskultur og som betegnelse for nogle overordnede behandlingsprincipper. (side 13). Men det kan være svært at definere præcist. Den snævre forståelse af begrebet omfatter "miljøterapeutiske praksisformer" er fx: aktivitetsbaserede grupper, kontaktpersonfunktionen, relationsbehandling og træning af patienternes praktiske og sociale færdigheder og det som "miljøterapeuten" gør. (side 15). Den bredere forståelse af begrebet, som Schjødt og Heinskou 2007 repræsenterer, opfatter "det terapeutiske miljø" som en helhed - det samlede system af fysiske, organisatoriske, sociale, psykologiske og kulturelle faktorer, patienten møder, bliver en del af og påvirkes af, når han/hun tilknyttes institutionen. (side 16). Miljøterapi kan således opfattes som en behandlingsmodel, karakteriseret ved bestræbelsen på bevidst at tilrettelægge den samlede sum af organisatoriske, psykologiske, sociale og kulturelle påvirkninger, således at institutionen som helhed og relationerne heri fremmer psykisk udvikling" (side 17). Det er i stigende grad blevet problematisk at betragte det terapeutiske miljø isoleret fra den behandlingsmæssige og sociale kontekst patienten i øvrigt indgår i. Det er derfor vigtigt at skabe kontinuitet og sammenhæng i det konkrete møde med patienten, der hvor han aktuelt befinder sig. Miljøterapiens opgave kan beskrives som "at skabe betingelser, der muliggør og fremmer positiv forandring af patientens psykiske tilstand", herunder modvirke negative konsekvenser af institutionsbehandlingen (side 18). "Miljøterapien må derfor tilrettelægges, så den på en gang fremmer det udviklingspotentiale, der ligger i det sociale fællesskab, og begrænser indflydelsen af de negative og destruktive kræfter, der også er en del af fællesskabets natur - en til tider ganske vanskelig og modsætningsfuld opgave." (side 19)

Jørn Lykke skelner i Holm og Oestrich 2006 mellem psykodynamisk miljøterapi og kognitiv miljøterapi (side 163-167), hvor forskellen bl.a. er Kognitiv adfærdsterapis aktive instruktion, hvor der stilles opgaver med at registrere tanker, følelser og adfærd i den vanskelige situation, og andre teoretiske begreber og dermed en anden sproglighed om problemer og behandling.

Miljøterapi kan i følge Finn Abrahamowitz 2001 (side 161) defineres som "En fællesbetegnelse for alle former for psykoterapi, hvor man inddrager omgivelserne, således at de virker mest gunstigt for behandlingen. På en hospitalsafdeling kan den fx bestå i trygge kår og praktiske hverdagsrutiner." (Miljøterapi er med andre ord den behandlingsindsats, der foregår - og udnytter de terapeutiske muligheder - i "miljøet" - dvs når patienten ikke er til individuel samtale med psykiater eller psykolog.  I psykiatrien er det typisk den indsats, der foregår på afsnittet, hvor de  indlagte patienter tilbydes individuelle aktiviteter og gruppeaktiviteter, der kan bidrage til at afhjælpe deres problemer, fx i form af færdighedstræning.

"Miljøterapi angår det samvær og de aktiviteter, som personalet tilrettelægger for patienterne på en afdeling. Miljøterapi bygger på pædagogiske, psykologiske og sociale teorier om, hvad der er mest hensigtsmæssigt for patienterne. For skizofrene patienter er det vigtigt, at miljøet under indlæggelse er trygt, velstruktureret, entydigt og forudsigeligt." (Birgitte Bechgaard et al 2001, side 43)

I Birgitte Bechgaard 1992  defineres Miljøterapi som "en realitets- og aktivitetsbetonet behandlingsmetode, der er psykologisk, pædagogisk og socialt begrundet. Den anvendes over for forskellige typer af klienter i forskellige typer af behandlingsregier og består i at kvalificerede miljøterapeuter bevidst udnytter de terapeutiske muligheder, der ligger i miljøktiviteterne. Formålet er,  at klienterne opnår en bedre praktisk og/eller social funktion." (side 13 - her citeret af Bente Borg 2011, side 46-47)

I følge Bente Borg 2011 (side 47) er Bechgaards 5 "hjørnesten" i miljøterapiens struktur:

1. Morgenmøde
2. Konference
3. Terapigruppe
4. Supervision
5. Aktivitetsgruppe 

Miljøterapi er også beskrevet i nogle psykiatriske afdelingers retningsgivende dokumenter, fx Regionspsykiatrien Vest i Region Midtjylland; Miljøterapeutisk model RP Vest.pdf

I den regionale retningslinje for skizofreni (Region Midtjylland 2014) er der fire miljøterautiske og fire psykoterapeutiske punkter for indlagte patienter i den akutte fase:

Miljøterapi - defineres på hjemmesiden for Psykiatrisk afdeling P 201 i Odense - som en behandlingsform som foregår på næsten alle psykiatriske afdelinger i Danmark og i mange af de psykiatriske bofællesskaber og socialpsykiatriske institutioner. Miljøterapi går ud på at personalet på afdelingen forsøger at indrette de dagligdags aktiviteter efter principper, hvor de bedst muligt støtter patienterne i at blive bedre til at klare sig selv og til at være sammen med andre mennesker. Ofte har den enkelte patient en eller flere faste kontaktpersoner blandt personalet, som er til rådighed, når man har problemer eller har brug for hjælp. I miljøterapien trænes man også i daglige gøremål, så overgangen til at kunne klare sig selv, når man ikke længere er indlagt, bliver lettere.

Den norske forening ”Stiftelsen Psykiatrisk Oplysning” udgav i 1999 arbejdshæftet ”Miljøterapi – en model for tænkning, holdning og handling i en psykiatrisk institution”. Her udbygger og konkretiserer forfatterne definitionen af miljøterapi, bl.a. baseret på den amerikanske psykolog John Gundersons arbejde. Den norske forenings definition lyder således:

”Miljøterapi er en behandlingsform, som betegner en planlagt brug af det, som sker i samspillet mellem patienter og miljøpersonalet døgnet rundt. Miljøet skabes af personalets holdninger, handlinger, ytringer, tanker og følelser, sådan som disse viser sig i samspillet med patienterne og sådan som disse opleves af patienterne. Miljøet skabes også af bidrag fra patienter og personale inden for de fysiske, bygningsmæssige og rumlige rammer, hvor også bygningens beliggenhed og fysiske omgivelser er en aktiv faktor.

For mennesker med psykisk sygdom indebærer miljøterapi at være og handle i og uden for afsnittet (det miljø, man lever i til daglig) over en periode.

John Gunderson har opstillet fem søjler – fem processer eller fem stadier – i arbejdet med miljøterapi:

Beskyttelse – Støtte – Struktur – Engagement – Anerkendelse.

1) Beskyttelse: Bevidste, planlagte handlinger og ytringer i miljøet, som sikrer fysisk velvære, og som mindsker belastningen ved at have utilstrækkelig selvkontrol eller almagtsfølelse. Beskyttelse vil sige at give tryghed, skærme eller tage hånd om. Målet er at hindre destruktiv, udadrettet adfærd. En vigtig del af beskyttelsen vil være forskellige kontrolforanstaltninger og grænsedragning, men det omfatter også f.eks. hjælp til personlig hygiejne.

2) Støtte: Bevidste, planlagte handlinger og ytringer i miljøet, som fører til, at patienten/beboeren føler sig bedre/er gladere, og som øger selvværdet. Grundtanken i støtten er, at den skal få patienterne/beboerne til at føle velvære og sikkerhed. Det skal øge beboerens selvfølelse og derigennem mindske fortvivlelse og angst. Udfordringen er at vurdere, hvor meget støtte og hvilken form for støtte, beboeren skal have. For meget støtte kan øge beboerens følelse af uduelighed, afmagt og afhængighed.

3) Struktur: Bevidste, planlagte handlinger som skaber forudsigelighed over tid (gennem dage og uger),  og mht sted og situationer. Struktur er alle de aspekter ved miljøet, som lægger vægt på forudsigelighed og gør miljøet mindre flydende. Strukturen skal få patienterne/beboerne til at føle sig knyttet til omgivelserne uden at være bange for at blive invaderet eller overladt til sig selv. 

4) Engagement: Bevidst, planlagte handlinger og ytringer i miljøet, som fører til, at patienten/beboeren knytter sig aktivt til sit sociale miljø (indenfor og udenfor afsnittet) og ”lever” i dette. – Engagement kaldes på engelsk ”involvement”, og andre nærliggende begreber er fællesskab, aktivitet eller fælles handlinger. Målet er at bringe patienten/beboeren ind i en aktivt handlende fase, give vedkommende en følelse af at mestre tilværelsen, specielt i sociale sammenhænge. Det er ligeledes et mål, at patienten/beboeren påtager sig mere ansvar for sine handlinger.

5) Anerkendelse: Bevidste, planlagte handlinger og ytringer i miljøet, som bekræfter patientens/beboerens individualitet og egenart. Disse processer

a) tillader patienten at udtrykke sin lidelse,

b) tilrettelægges så patienten bedre forstår sin egen utilstrækkelighed og regression

c) giver plads til at tolerere/acceptere afvigelser, tab og ensomhed.

Anerkendelse kaldes på engelsk validation, og andre ord for denne søjle kunne være bekræftelse, validering, ”gyldiggørelse”. Dette element hører med til et ”helt” miljøterapeutisk tilbud, men det er langt fra alle patienter, som kan deltage i eller få udbytte af disse processer. Det forudsætter, at patienten/beboeren har gennemgået en udvikling, der giver vedkommende et højere funktionsniveau, ligesom patienten/beboeren må have en vis grad af selvindsigt.

Kilde: Region Syddanmarks hjemmeside. Almenpsykiatrisk afdeling P 201, den 05.08.09

Se også oversigt med Litteratur om miljøterapi